Årsfester

I skovhuset har vi faste traditioner, som følger kalenderåret, vores fester fordeler sig således:

I februar fejre vi fastelavn.
I marts/april holder vi påskefest.
I maj holder vi majfest.
I juni holder vi sommerfest.
I september holder vi høstfest.
I oktober holder vi ridderfest.
I november holder vi lygtefest.
I december holder vi jul.

 

Februar

Fastelavnsfest

♪ ♫ Fastelavn er mit navn ♫ ♪

Fastelavn står på grænsen mellem vinter og det allertidligste forår; de første forårsblomster er kommet frem, men endnu kan det være hvidt og koldt derude.
Fastelavn i børnehaven er en fest, hvor der i ugerne inden selve festdagen, arbejdes intenst med et fælles emne – eks. Skovens dyr eller eventyr.
Sammen forsøger børn og voksne at indkredse det valgte emne; vi går på biblioteket, ser måske en film eller et teaterstykke, eller en udstilling. Vi fortæller små eventyr og pynter op i børnehaven.
Alle forberedelser skulle gerne ende med at både børn og voksne, på festdagen, møder op i en fastelavnsudklædning som matcher årets emne. Vi tror på, at et fælles udklædningstema er medvirkende til, at skabe en mere harmonisk fest.
Som en god start på festdagen bliver både børn og voksne inddraget i en stor fælles dramatiseret fortælling.
Bagefter slår vi katten af tønden, hjemme på legepladsen og spiser dejlige fastelavnsboller.
Som oftest fortsætter børnene selv udklædnings legene eftermiddagen igennem.

 

2016 står i humlebiens tegn i Skovhuset, således væltede det frem med krible-krable dyr og blomster til årets fastelavnsfest


 Marts/April


Påskefest

♫ ♪ Der har været en lille påskehare, den har lagt et påskeæg ♪ ♫

I børnehaven fejrer vi påsken ved, at lægge vægt på, at pynte fint op både ude og inde.
Børn og voksne puster æg og farver eller maler dem i de smukkeste farver. Der bliver klippet pynt og de største børn laver måske en sød lille hemmelighed til deres mor og far.
Vi synger påskesange og pirrer børnenes fantasi med små eventyr om påskeharen.
Hver gruppe finder endda et dejligt sted i skoven, hvor de laver en smukt pyntet, dejlig blød rede til påskeharen. Måske vælger haren at lægge nogle af sine specielt pyntede æg i netop de reder!
På engen holder vi en påskefest. Det er en rigtig dejlig fest hvor vi synger søde påskesange, børnene leder efter chokoladeæg som påskeharen har tabt, vi leger gamle lege og spiser frokost, som vi fælles har tilberedt over bål.

påskefest4

påskefest5

påskefest3

 

Maj

Majfest

♫ ♫ Kom maj du søde milde ♫ ♫

Maj måned er en dejlig tid i børnehaven. Børn og voksne nyder igen, at mærke solens varme stråler og at frokosten kan spises uden spisevanter til fuglenes hyggelige kvidren.
Majfesten er en rigtig glædesfest, hvor vi benytter lejligheden til at invitere børnenes bedsteforældre. Vi fejrer forårets komme gennem sollyset og det spirende liv. Dansen om Majstangen er et levn fra gamle frugtbarhedsfester.
Alle børn og bedsteforældre opfordres til at have en kurv med blomster og mad med.
Blomsterne bruger vi til at binde kranse af – en krans til hvert barn – samt pynte majstangen med.
Når majstangen ved fælles hjælp er pyntet og hejst, på vores dejlige eng, danser børnene rundt om stangen, mens vi sammen synger forårssange og til sidst løber alle børnene sommeren i møde.
Som afslutning på dagen, bliver den medbragte mad arrangeret på et stort ”frokost ta’ selv bord” til stor glæde for både børn og voksne.

majfest5
majfest4
majfest1 majfest2
majfest3

 

Juni

Sommerfest

Sommerfesten er en fest for alle børnene og deres familier.
Vi skal ønske hinanden en god sommer men også tage afsked med børnehavens store børn, som nu er blevet klar til at tage endnu et stort skridt i deres liv.
Første del af festen er en dimissionsfest for dem. De får et par højtidelige ord med på vejen, samt overrakt den kniv, som de har arbejdet på hele foråret, med kniven følger også et knivbevis. Samtidig får de en mappe fuld af minder fra deres børnehavetid.
Alle familier medbringer selv aftensmad og efter dimissionen går vi på engen hvor der lægges tæpper ud i græsset, grillen tændes, børnene leger, maden pakkes ud, salat og andet tilbehør sættes på et stort ”fælles ta’ selv bord” – og vi hygger!
Resten af underholdningen følger ikke et nøje planlagt program, men kan variere fra år til år.

 

September

Høstfest

♪ ♫ Æbler og pærer de vokser på træer ♫ ♪

Hele sommeren har kornet på marken stået og modnet, frugter og bær vokset sig store, søde og saftige.
Når årets høst er kommet i hus er det tid til en god høstfest – også i børnehaven.
Vi syntes det giver god mening, at vi i ugerne op til festen, sammen med børnene bliver lidt klogere på, hvor de forskellige råvarer kommer fra og hvordan de kan bearbejdes til de forskellige ting vi spiser og drikker.
Derfor er forberedelserne til en høstfest mange.
Vi tager på tur til Møllen i Ringsted og vi besøger en bondegård, hvor vi kan komme helt tæt på gårdens dyr og maskiner.
Der bliver sunget høstsange og fortalt eventyr, der indeholder høststemningen.
Vi høster fra børnehavens frugttræer og samler bær i skoven. Vi maler korn til mel i små kornkværne og fløde bliver til smør gennem en ”evig” rysten i syltetøjsglas.
På selve festdagen kulminerer alle forberedelserne i en skøn frokost. Vi spiser boller bagt af vores eget mel, smører dem med ”hjemmerystet” smør og hjemmelavet marmelade, dertil drikker vi vores egen saft.
For at skabe en god høststemning møder børn og voksne op i ”gl. dags” bondetøj – drengene i skjorter og pigerne i søde kjoler og tørklæder.
Børnene opfordres til at tage en fin pyntet kurv med blomster, frugt eller grøntsager fra egen eller naboens have med – gerne de skæve og sjove af slagsen.
Formiddagen igennem arbejder alle koncentreret med at fremstille søde, sjove, skæve fantasifulde grøntsagsfigurer. Disse figurer bliver som afslutning på festen ”levende” i et eventyr fremført af børnehavens voksne.
Børnene fortsætter gerne løjerne og de mange grøntsagsfigurer får rigtig lov at udfolde sig på slap line.
De andre lækkerier fra kurvene bliver brugt til et stort smovsegilde i løbet af eftermiddagen.

 

Oktober

Ridderfest

♪ ♪ Vi er Skt. Michaels tapre mænd, vi er Skt. Michaels tapre mænd – dragen dræber vi med sværd… ♪ ♪

Ridderfesten holder vi først og fremmest fordi det er sjovt. Det vrimler med tapre riddere, smukke prinsesser, onde drager og meget andet spændende.
Dette er børnehavens ”store” fest – børnene elsker den. Der bliver lavet sværd i skoven – alle snitter sit eget og får brændt navn i. Drengene får ridderslag på og der kæmpes drabelige kampe. Pigerne er prinsesser og skal befries fra den store farlige og onde drage.
Ridderfesten lægger sig tæt op af den tradition vi har, med at fortælle eventyr. Det er en fest som meget klart konkretiserer det gode (riddere og prinsesser) og det onde (dragen eller trolden).
Dagen starter med at alle bliver slået til Ridder/prinsesse af Skovhuset. Herefter skal de tapre riddere på dragetogt og slå den onde drage ihjel.
Bagefter håber vi at kunne finde det gode drageland i ”sølvskoven”, hvor den forunderlige troldkvinde holder til. Måske vågner hun op og fortæller eventyr.
Så åbner festpladsen, hvor der er konkurrencer med bue og pil og fægtning. Der er også mulighed for at blive sminket.
Når alle er blevet rigtig sultne, er det tid for den store festbanket, som selvfølgelig tilberedes over bål.

Skjolde og sværd

 

Klar til at blive slået til ridder af Skovhuset

 

På dragejagt

November

Lygtefest

♫ ♫ Lanterne, lanterne, sol og måne og stjerne… ♫ ♫

Lygtefesten bruger vi til at markere, at nu starter julemåneden. Lanternerne og lygterne symboliserer håbet om lys i den kolde mørke tid.
Børn og voksne forbereder sig til festen, ved at lave forskellige lanterner og lygter. Vi udhuler både sukkerroer, der får en hank på og et stearinlys i, og maler farvestrålende små glaslanterner.
Lygtefesten er et arrangement, for alle børn og deres familier, fredagen før 1. søndag i advent.
Kl. 16.30 samles alle forældre, bedsteforældre og større søskende, herefter bærer vi vores små hjemmelavede glaslanterner og roelygter ud i den mørke ”nat”.
Vi går gennem lågen og ind i skoven mens vi synger vores lanterne sange og lyset fra vores små lygter skinner højt ud i mørket. Det er utrolig smukt og stemningsfyldt!
I skoven leder vi efter børnehavens juletræsstjerne, den lyser et sted på vores vej. Når vi har fundet stjernen tager vi den med hjem.
I børnehaven sætter vi den på toppen af vores smukke juletræ og venter spændt på, at hele træet bliver tændt og julen kan begynde – resten af året samles vi hver morgen om det smukke træ.
Vi drikker varm saft og spiser sandwich inden vi tager hjem.

 

December

Jul

♫ ♪ ♫ Et barn er født i Betlehem ♫ ♪ ♫

December måned er en tid fyldt med hektiske røde kinder, masser af traditioner og hyggeligt samvær på kryds og tværs.
I børnehaven gør vi os umage med at minimere alt det hektiske og værner i stedet om hygge og traditionerne.
Vi starter faktisk i rigtig god tid med at finde julepynten frem og pynter op lidt ad gangen.
I ca. 3 ugers tid, går børnehavens største børn fra et par gange om ugen, for at øve på julekrybbespillet. Dette foregår i Pedersborg Kirke, og resten af børnehaven og forældrene bliver indbudt til at se det.
Det er en dejlig fælles oplevelse at få og en god udfordring for de store børn.
Juletiden er også småkagebagning, eventyr om de store og små nisser, udformning af juledekorationer, Lucia optog, børnejulefrokost, fælles julerundkreds – hvor der bliver sunget julesange for fuld hals og hvor der sker sjove og overraskende ting.
Der kommer også nogen gange små overraskelser til alle børnene i den røde trækasse – de kommer fra den nisse (forældrene har mulighed for at lægge en hjemmebagt småkage eller andet) som holder til i længen ved børnehaven.

Nyheder

DU KAN STADIG FÅ EN PLADS - Vi har stadig ledige pladser i børnehaven.


Skriv dig ind - følg linket 

Kostpolitik. Læs folderen.

 

Sponsorer

Vi takker Daniel De La Cruz for flotte billeder

dafotograf

Skovhuset Sorø • Ringstedvej 38 • 4180 Sorø • Tlf: 57 83 36 38 • This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it.